Ansvarligt opdræt af hunde har ændret betydning for mig gennem årene.
Jo flere år jeg har været opdrætter…
jo mere er ét spørgsmål begyndt at fylde hos mig:
Hvad avler vi egentlig for?
Da jeg startede, tænkte jeg nok mere enkelt på det.
Sunde hunde.
Gode linjer.
Smukke hunde med et godt temperament.
Og det betyder selvfølgelig stadig meget.
Men i dag fylder noget andet måske endnu mere.
For jo længere tid jeg har været i det her…
jo mindre tror jeg faktisk, det handler om “bare” at lave hvalpe.
Det handler ikke kun om smukke hunde
Leonbergeren er en smuk race.
Og det er ofte det første, folk forelsker sig i.
Størrelsen.
Pelsen.
Udtrykket.
Den rolige udstråling.
Og jeg forstår det godt — jeg bliver stadig selv rørt af dem 💛
Men jo længere tid jeg har arbejdet med racen, jo mindre fylder det ydre faktisk hos mig.
For en hund skal ikke kun være smuk at se på.
Den skal også kunne fungere i et liv tæt på mennesker.
For mig betyder temperament mere og mere.
Hvordan hunden reagerer på verden omkring sig.
Hvordan den håndterer stress.
Hvordan den møder mennesker, dyr og nye situationer.
Og måske vigtigst af alt:
Om den passer til det liv, den skal være en del af.
For nogle familier starter drømmen med billedet af en leonberger.
Størrelsen.
Blikket.
Roen.
Følelsen.
Men hverdagen kommer bagefter.
Og den fylder altid mere end de første billeder.
En stor hund med meget nærvær, følsomhed og personlighed kræver også noget tilbage.
Tid.
Ro.
Tålmodighed.
Og forståelse for,
at en stor hund også fylder følelsesmæssigt.
Det er også derfor, jeg bruger så meget tid på match.
Ikke for at gøre det svært.
Men fordi jeg har lært, hvor stor forskel det rigtige match faktisk gør — både for hunden og familien.
For i sidste ende handler ansvarligt opdræt af hunde ikke kun om det, man avler frem.
For det er dér, opdrættet for alvor bliver testet:
i hverdagen.
Match betyder mere, end mange tror
Jeg tror faktisk, at noget af det vigtigste i ansvarligt opdræt ofte sker længe før, hvalpen flytter hjemmefra.
Ikke i selve “salget”.
Men i alt det,
der sker før.
For mig handler det ikke om at finde “den perfekte hvalpekøber”.
Det handler om det rigtige match.
Mellem hunden.
Mennesket.
Og det liv, de skal have sammen.
Nogle ting kan skrives ned.
Andre ting mærker man først i mødet.
Nogle mennesker kan sige alle de rigtige ting…
og alligevel føles noget forkert.
Andre kommer måske lidt usikkert ind i det —
men man mærker hurtigt roen, ærligheden og viljen til at lære.
Det er også derfor, jeg ikke tror på facitlister alene.
De kan hjælpe.
Men de kan ikke mærke for én.
Jeg bruger selvfølgelig både dialog, erfaring og forskellige redskaber undervejs.
Blandt andet arbejder jeg også med hvalpetest (Pat Hastings / Puppy Puzzle) som en del af processen.
For mig handler det ikke om at “putte hvalpe i kasser”.
Men om at forstå deres temperament og potentiale bedre som en del af helheden.
👉 Du kan læse mere om min tilgang til kvalitetsopdræt og hvalpetest her.
Men for mig er det netop dét:
en del af processen.
Ikke et facit.
For nogle gange kan alt se rigtigt ud…
og alligevel mærker man den der lille tvivl. Den slags bliver man dårligere til at ignorere med årene.
Og andre gange falder tingene stille på plads, næsten uden man kan forklare hvorfor.
Det er nok dér, jeg selv har ændret mig mest gennem årene.
Jeg lytter mere til den fornemmelse i dag.
Og jeg går ikke på kompromis med den på samme måde længere.
For når først en hvalp er flyttet…
så betyder de valg, man tog undervejs, pludselig meget mere 💛
Hvorfor jeg siger nej oftere i dag
Da jeg var yngre som opdrætter, troede jeg nok nogle gange lidt for meget på, at “det skulle nok gå”.
At mennesker voksede med opgaven.
At tingene ville falde på plads.
Og nogle gange gjorde de også.
Men ikke altid.
Og det er nok også dér,
man ændrer sig som opdrætter.
Med tiden lærer man også, at det ikke nødvendigvis er de store advarselslamper, der betyder mest.
Ofte er det de små ting.
Måden folk taler om hunden på.
Forventningerne.
Tempoet.
Følelsen i dialogen.
Og måske er det netop dér, erfaring ændrer én mest.
Ikke hårdere.
Men tydeligere.
Mere rolig i sine valg.
Og mindre villig til at overbevise sig selv om,
at tvivlen nok forsvinder senere.
For i dag siger jeg nej oftere, end jeg gjorde før.
Ikke fordi mennesker er forkerte.
Men fordi tvivl sjældent bliver mindre,
bare fordi man prøver at tale den væk.
Og måske er det også dér, ansvarligt opdræt af hunde for alvor begynder.
Hvalpetest er et redskab – ikke et facit
Jeg bliver nogle gange spurgt, hvordan jeg vælger, hvilken hvalp der passer til hvilken familie.
Og det korte svar er nok:
Jeg tror ikke længere på,
at én ting kan stå alene.
Jeg arbejder blandt andet med hvalpetest (Pat Hastings / Puppy Puzzle), som jeg også selv har taget uddannelse i.
For mig er det et spændende og værdifuldt redskab — især når man gerne vil forstå den enkelte hvalp lidt bedre.
Men jeg tror samtidig, det er vigtigt at huske, at en hvalpetest ikke kan fortælle hele historien om en levende hund.
Den kan ikke stå alene.
For en hvalp er ikke statisk.
Den udvikler sig hele tiden i samspillet med verden omkring den.
Derfor ser jeg heller ikke hvalpetesten som et facit.
Den kan vise noget.
Den kan nuancere noget.
Men den kan ikke stå alene.
For levende hunde passer sjældent ind i facitlister.
Nogle gange bekræfter testen det, man allerede fornemmer.
Andre gange giver den nye nuancer, man måske ikke havde set med det samme.
Og begge dele er værdifulde.
For mig handler det i sidste ende ikke om at “placere” hvalpe korrekt.
Det handler om at skabe de bedste muligheder for, at både hund og familie kan trives sammen 💛
Hvad kommende hvalpekøbere ofte overser
De fleste, der kontakter en opdrætter, leder naturligvis efter en hvalp.
Det giver sig selv.
Men mange opdager først senere,
at de ikke bare vælger en hund.
De vælger også en ny hverdag.
For man vælger ikke kun en sød hvalp i otte uger.
Man vælger også:
hverdage
ansvar
prioriteringer
nærvær
begrænsninger
store følelser
og et levende væsen,
som bliver en del af familien i mange år frem.
Og måske er det netop derfor, jeg bruger så meget tid på dialogen undervejs.
Ikke for at gøre processen svær.
Men fordi jeg gerne vil forstå, hvordan hunden faktisk skal leve bagefter.
For nogle mennesker passer perfekt til racen.
Andre passer måske bedre til en helt anden type hund.
Og det er helt okay.
Jeg tror faktisk, noget af det mest ansvarlige en opdrætter kan gøre, er at være ærlig omkring dét.
Også når det ikke nødvendigvis fører til et ja.
For i sidste ende handler ansvarligt opdræt af hunde ikke kun om at skabe gode hvalpe.
Det handler også om at skabe gode liv sammen
Fremtiden for ansvarligt opdræt
Nogle gange tænker jeg på, hvordan hundeverdenen har ændret sig gennem årene.
Tempoet er højere.
Folk forventer hurtige svar.
Alt kan undersøges online på få minutter.
Og alligevel oplever jeg måske mere usikkerhed end nogensinde før.
Samtidig bliver ansvarligt opdræt af hunde heller ikke nødvendigvis lettere.
Der er mere administration.
Flere regler.
Flere forventninger.
Men måske også mindre ro.
Jeg ser også færre mennesker, der har lyst til at binde sig til det lange ansvar, det faktisk er at opdrætte med omtanke over mange år.
For det handler jo ikke kun om hvalpe.
Det handler om linjer, sundhed, temperament, relationer og de valg, man sender videre til næste generation.
Og måske er det netop derfor, spørgsmålet fylder mere hos mig i dag end tidligere:
Hvad avler vi egentlig for?
For hvis vi kun avler for det,
der ser godt ud…
risikerer vi også at miste noget vigtigt undervejs.
For mig handler det om hunde, der kan fungere i virkelige liv.
Ikke kun på billeder.
Ikke kun i ringen.
Men i hverdagen.
Hunde med stabilitet, nærvær og mentalitet.
Og familier, der føler sig trygge i det ansvar, de siger ja til.
Måske lyder det simpelt.
Men jeg tror faktisk, det er noget af det vigtigste at bevare 💛
Måske starter ansvarligt opdræt dér, hvor man stopper op
Jeg tror ikke længere, at ansvarligt opdræt af hunde handler om at gøre alting perfekt.
Det handler mere om at være bevidst undervejs.
Om at turde stille spørgsmål.
Også til sig selv.
Om at tage ansvar for de valg, man træffer.
Og nogle gange også for de valg, man ikke træffer.
For jo flere år jeg har været i hundeverdenen, jo mere er jeg begyndt at tro på, at de vigtigste beslutninger sjældent er de hurtige.
De kræver tid.
Erfaring.
Ro.
Og modet til at lytte, når noget ikke helt føles rigtigt.
Måske er det også derfor,
jeg deler mere af processen i dag end tidligere.
Ikke fordi jeg tror,
jeg har alle svarene.
Men fordi jeg tror,
at de rigtige relationer ofte starter med de rigtige samtaler.
For i sidste ende handler det ikke kun om at avle hunde.
Det handler om det liv, vi hjælper videre 💛
Overvejer du en hvalp fra os?
Måske starter det rigtige match længe før, hvalpene bliver født.
Hvis du kan genkende nogle af tankerne her…
så er du meget velkommen til at følge med i arbejdet bag vores kommende kuld 💛
Jeg deler løbende:
– små glimt fra hverdagen
– tanker om match og temperament
– livet med leonbergere
– og processen før hvalpene flytter hjemmefra.
Det er her, du får lov at følge processen lidt tættere — før der står “ledige hvalpe” nogen steder.
For det rigtige match starter sjældent med et “ledigt kuld”.
Det starter ofte længe før.
